ÅBEN DIG

Nymånedag gik jeg til Moder Jord for at spørge hende til råds. Jeg kunne mærke en dyb taknemmelighed for alt jeg har oplevet og lært i dette år solår som snart ender og jeg ønskede at udtrykke det.

“Kære Moder Jord.

Hvordan jeg kan ære dig og vise dig min taknemmelighed?”

Hun svarede mig gennem granernes grønne nåle, gennem åbninger i træernes stammer, den grønne mos på hendes rødder, gennem hvide svampe i skovbunden og den fugtige mudder under mine skridt.

“ÅBEN DIG for at modtage!”

Jeg blev så rørt og varm om hjertet.

“Jamen skal jeg da slet ikke gøre noget? Skal jeg ikke gøre mig fortjent til din kærlighed? Kan jeg bare sådan modtage alle dine gaver uden videre?”

“JA”, sagde hun med et smil. “Du skal blot åbne dig min pige.

Se på mig, se hvordan jeg har ladet regnen gøre min jord våd og blød. Nu kan frø, kerner og nødder komme ind i min nærende hule. Her vil jeg passe på dem hele vinteren, til det igen bliver vår.”

“Du er så vis kære moder, du er så smuk!” sang det i mig. Jeg så alle hendes saftige gaver komme mig i møde.

“Hvor er du lækker!” udbrød jeg indeni og et stort smil bredte sig på mine læber. “Hvor er du bare sej, Moder Jord. Jeg ønsker at være lige som dig, så smuk og frodig og rig og gavmild.”

“Det er du allerede” hviskede hun fra bladene under mine støvler,

“Det er du allerede mit barn. Nogen gange så glemmer du bare at åbne dig for alt der er. Du lukker dig om dig selv og ønsker ikke at have brug for nogen. Du vil gerne kunne alting selv. Men det kan du ikke kære barn, og det skal du heller ikke.

Du skal lære at åbne dig så andre kan få lov at give til dig af den kærlighed de er fyldt af.

Lad mennesker, dyr og væsner komme ind i dig, lad dem beruse dine sanser, lad dem puste liv til din passion, lad dem forkæle dig med deres nærvær. Tag imod min pige, tag imod.

Glem ikke at det er en evne du har, even til at åbne dig og tage imod. Alle væsner har den, men hunvæsnerne har en særlig evne. De rummer rummet. Det magiske rum hvori liv opstår.

Liv kan kun opstå hvis hunnerne åbner sig for at modtage. De må erkende deres sårbarhed i denne agt. De må give sig hen i tillid til at det er trygt og godt.

Når de hengiver sig, åbner sig, åhhh så begynder miraklet. Så forenes nat og dag, mørkt og lyst, mand og kvinde.

Hvad skal der til for at du tør åbne dig kære datter?

Hvad er du bange for?”

Jeg måtte kigge ind ad for at se hvad det mon var der holdt mig lukket. Jeg måtte være helt ærlig. Jeg vidste at hun ville se lige igennem en løgn.

“Jeg er bange for at blive udnyttet. At mørke kræfter vil plante frø i min jord.” sagde jeg og kiggede ned, følte mig lidt forlegen, følte mig nøgen i min ærlighed.

“Vær ikke bange min pige.

I din jord kan kun kærlighed gro. Alt der ikke er kærlighed, vil visne og dø hen. Det vil ikke eje livskraft nok til at kunne overleve.

Din frygt er det der gør dig hård. Du kan ikke modtage når du er hård og bange.

Hvad skal der til for at du kan tro på det gode?

Hvad skal der til for at du kan give dig hen i tillid?”, spurgte Moder Jord.

“Jeg må være forelsket”, svarede jeg og blev selv helt overrasket over mit prompte svar.

“Jeg må kunne mærke min lyst!

Når jeg er forelsket, så åbner jeg mig til verden. Så er min verden et stort JA.” Jeg kunne mærke hvor sandt det var. Jeg kunne mærke noget åbne sig i mig, bare ved tanken om forelskelse.

“Hvad skal der til for at du bliver forelsket min pige?” spurgte hun kærligt.

Lang pause………………..

“Det ved jeg ikke, det er bare noget jeg mærker. Det er en energi der opstår mellem mig og den anden. Nogen gange er den der, andre gange ikke.

Måske er det når jeg møder en eller noget som rummer det jeg savner?” spurgte jeg tøvende.

“Ja, det tror jeg du har ret i”, svarede Moder Jord.

“Instinktivt ved du hvad det er du har brug for. Du udsender signal om det du ønsker dig og når det kommer inden for din radius mærker du det store sug, du mærker tiltrækning mod dette andet, som ikke er dig. Du mærker behovet for at opleve helhed. Du ved, instinktivt, at du først er hel når du favner det andet.

Det er derfor at jeg åbner mig hver efterår. Jeg føler mig først hel når jeg lader mig befrugte.

Det er mit kald at være det rum hvori nyt liv kan spire.

Hvis du bruger alle dine dage på at give og gøre, så vil der aldrig være ro til at du kan åbne dig og modtage.

Der er ingen der ønsker at give til dem der ikke er åbne for at modtage.

Gør dig blød igen, min datter. Åben dine sanser og mærk verden. Forelsk dig i livet, i suset, i de læderagtige blade der dækker din græsplæne. Mal dig med mudder og mærk hvordan det renser din hud. Kærtegn den mos der gror ved dine rødder og elsk hver en saftig bid af dit efterår.” sluttede hun.

Jeg takkede Moder Jord med et kys på et af hendes træers bark og så gik jeg videre ud af skoven og op mod skolen hvor min søn går i 1.klasse.14907148_10209718792979935_1372547618443268823_n

Min søn, min dyrebare skat. Mit vigtigste kunstværk og det smukkeste bevis for hvad vi kan skabe når vi åbner os for at modtage.

I kærlighed

Susanne

Samtale med Moder Jord

Nymånedag d. 29.november 2016

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s