Om at give sit hjerte plads

Der var noget der trykkede mit hjerte. En sorg. Noget der kaldte på min omsorg.

Så jeg gik til den store himmel for hjælp.

Jeg ønsker at lære hvordan jeg holder mit hjerte åbent, hvordan jeg giver det plads så det kan pumpe, mægtigt og rødt. Plads så det kan ånde og vokse.

Hvorfor går jeg og holder det lille?

På en eller anden måde har jeg overbevist mig selv om at jeg måtte skrumpe mit hjerte, gøre det lille og afhængigt af andre, for at få kærlighed.

Men det ønsker jeg ikke længere. Jeg kan mærke mit hjertes sorg og jeg ønsker ikke det skal græde mere. Det skal have lov at være sin sande størrelse. Det skal ikke mere være presset sammen i den ene side af hjertekammeret, helt krøllet og rynket. Det skal få lov til at fylde hele pladsen ud. Det skal få lov at blive sunget kærligt i søvn af mig, hver aften.

Der gik jeg så, med vinterfrakke, strikket hue og stort halstørklæde, direkte mod den store himmel. Den kolde vind bed mig på lårene og mine hænder fandt hinanden i de store vinterfrakkeærmer som, når jeg holdt dem tæt sammen, mindede om en muffe-disse.

Jeg ville ud til den store himmel, ud hvor der var plads til mit hjerte.

Jeg ville ud og spørge naturen om hjælp og vejledning.

Landevejen var lang, blæsende, hullet, kold. Det ville være så nemt at give op og gå hjem og drikke te og spise en bolle med ost under dynen. Nemt at tage computeren under armen, åbne Netflix og forsvinde væk i en andens eventyr.

Uden svar, men dejligt langt væk fra sorgen.

Jeg gik videre ud af landevejen for jeg vidste at jeg ville få hjælp. Jeg var fast besluttet på at samle medicin til mit hjerte.

Himlen var smuk. Fyldt med skyer og så alligevel slap der et diffust lys igennem. Det virkede guddommeligt, fortryllende. Ja du er der altid Gud, smilede jeg, ligemeget hvad jeg går og tumler med, så er du der med din uendelige kærlighed.

Jeg kunne mærke en varme i hjertet. En følelse af at være tæt på sin familie. Som at få et hjertekram.

Et par cykler forbi. En traktor med ladvogn. Jeg går helt ude i kanten, der hvor der er græs istedet for asfalt. Jeg kan godt lide at gå på græs.

Længere nede af landevejen står træerne kun på højre side. Vejrbidte men stærke. I rækken af træer ser jeg muldvarpens skud. Mit hjerte smiler igen. Hej Muldvarp. Du er konge i dit rige. Heroppe er der ikke mange der fejrer dig, men nede i jorden, der er du i dit rette element.

Det er en fryd at se skabninger boltre sig i deres rette element. Er jeg i mit rette element? Hvad er mit rette element?

Jo det ved jeg godt. Naturen, kreativiteten, fællesskabet.

Men af og til glemmer jeg det. Jeg glemmer at værdsætte det som er mit. Jeg finder mig selv med næsen inde i naboens hæk for at se hvordan de gør. Også selvom jeg slet ikke ønsker at have en have som deres. Så hvorfor har jeg overhovedet lyst til at kigge? Hvad er det som er så interessant ved at forsvinde over i andres liv?

Et forsøg på at skyde genvej tror jeg.

Hvis nu jeg gør som dem, så bliver jeg fri for at gå vejen selv og snuble, falde og få skrammer.

Men hvis jeg nu i virkeligheden slet ikke ønsker en have som deres……er jeg så ikke lige vidt? Vil jeg så ikke stå der igen, nogle år efter og se ind ad en anden hæk i håb om endelig at finde opskriften?

Jeg er overbevist om at det kun er os selv der kender opskriften på vores eget bedste liv.

Det er derfor jeg går derude i den bidende december vind med meget kolde kinder.

Og så ser jeg hesteskoen. Der er nogen der har banket en hestesko fast på en grøn pæl, lige der hvor vejen svinger. Mit hjerte smiler igen. Held og lykke til dig på din vej. Tak  du søde menneskeven.

Markerne ligger og breder sig i det gamle landskab. Der er ingen huse her, bare marker, træer og hullet asfalt. Jeg elsker det her landskab. Det virker gammelt og vist. Historien kan mærkes her.

Så hører jeg en brusen. Jeg vender mig om og ser et cementdæksel dækket med den skønneste mos. Hvor er I tapre I små. Hvor har I meget vilje og styrke. I gror her, uden jord, med asfalt som mor. I inspirerer mig. I giver mig mod.

Jeg går videre og synes min ryg retter sig op. Der er langt ned til skovbrynet. Det er koldt. Himlen er grå og hænger helt ned på marken. Hvorfor er det nu jeg går her?

Jo mit hjerte, jeg går for mig hjerte.

Jeg kigger ned på mine støvler. Mærker støtten under mine fødder. De er slet ikke trætte. De kan lide at gå.

Der er langt. Tankerne forsøger at trætte mig. Jeg mærker slim i halsen. Hvis jeg bare havde taget lidt vand med. Det har jeg ikke. Jeg synker mit spyt.

Tættere på skovbrynet ser jeg sorte tegn på himlen. De bevæger sig konstant som i en evig dans. Sorte fugle i flok.

Tag en sang med fra mig, beder jeg. Sig til verden at jeg er lige her med en stort varmt hjerte og lommerne fulde af historier. Sig til verden at jeg er klar til at lege.

De dykker og danser, synger og kalder på hinanden. Liv.

Endelig. Skovbrynet. De første træer er de smukkeste jeg har set. Hej venner, hvor er jeg glad for at se jer. Mit hjerte smiler. Ahhh. Hjemme. I favnen af træer. I læ for vinden.

Mudret skovbund, knækkede grene. Udkig til sundet. Jeg kan høre vinden derude.

Går blandt venner. Ser den lille sti ud til vandet, vinden tager til. Den bider mig i ørerne, klapper mig på kinderne.Jeg trækker skuldrene op og holder på jakken.

Vandet kommer direkte ind mod mig. Sundet skvulper. Det er helt fyldt. Brusende.

Jeg ville ønske vinden ikke var så kold, så ville jeg sætte mig ned og bare tage imod vandets overflod.

Jeg tager et billede med mit hjerte og går videre. Jeg vil gerne hjem nu. Hjem i varmen.

Træerne der står her ved vandet, i vinden, dag efter dag, har en særlig bark. De er hårdfør, seje. Som gamle sømænds koner der har set lidt af hvert. De har set både sætte sejl for første gang og de har set skibsvrag drive ind mod kysten efter deres sidste nederlag.

De har set hundredvis af solnedgange og kærestepar der kysser hinanden. De har set svaner danse på det blanke vand, fiskere få bid og børn der smed sten efter sten med stor fornøjelse.

Men de har også stået der med istapper på kinderne og tang op af benene, fået snittet i deres hud og brækket deres arme. Alligevel står de der.

De har aldrig kigget misundeligt på naboens træer. De har levet deres liv med bump og skrammer og sølvglimmer på det blanke sommer sund.

Sådan er det nu, livet. Sødt og surt. Mest sødt, heldigvis. Men det sure skal ikke forties, kvæles eller fornægtes. Det er bare hvad det er. Surt.

Jeg går ad grusvejen hjemad. Vinden er i ryggen nu, så jeg mærker den næsten ikke.

En ung pige med sin hund går ti skridt bag mig.

Hvad mon de har set på deres vej?

Så de muldvarpeskuddene, hesteskoen og det guddommelige lys?

Gav de gamle træer hende trøst?

Måske. Måske så hendes hjerte nogle helt andre ting. Og det er lige som det skal være.

Jeg nåede hjem. Hjem i varmen. Gik straks ind og fandt min guldbog og begyndte at tegne den rute jeg havde gået, med alle dens tegn.

Det klemmer stadig lidt på hjertet. Men det er ok. Jeg har set det, lyttet til det og givet det min kærlighed. Det vil jeg fortsætte med i denne månefase.

Godnat mit gode hjerte. Jeg elsker dig.

***

Dagen efter var den der igen. Det trykkede på hjertet. Jeg huskede muldvarpen der mindede mig om mit rette element.

Mit rette element: natur, kreativitet, fællesskab.

Jeg åbnede Facebook og så en video som en af mine kollegaer havde postet. Han fortalte hvad der gjorde hans hjerte glad; musik fra firserne. Jeg så ham spille luftguitar og smilet bredte sig på mit ansigt, ha ha, så skøn han er. Han er i sit rette element.

Så huskede jeg dansen. Dansen er mit rette element og jeg lukkede straks for Facebook og fandt min dejlige musik frem, lagde mig på stuegulvet med lukkede øjne.

Hjemme. Min krop, mit hjerte, jorden under mig. Musikken kaldte mig, bevægede mig. Mine hofter, min lænd, mmmmm så dejligt at bevæge sig. Mit hjerte begyndte at lyse.

Resten af dagen var der intet. Intet tryk, ingen smerte.

Jeg har lovet mig selv at danse hver dag i 2017 for så ved jeg at mit hjerte vil lyse og jeg kan høre det smile.

Dans! Dans! Dans!

***

Ønsker du at modtage fremtidige samtaler med Moder Jord, så kan du tilmelde dig mit månebrev her: Tilmeld dig mit MÅNEBREV her

15785662_10210264067931468_2117451056_o

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s