min historie

Man kan ikke leve af at være kunstner!

Det var den overbevisning jeg voksede op med. Jeg husker ikke hvem der fortalte mig dette, men det vidste jeg bare. Det var en gængs opfattelse.
Kunstner var det eneste jeg ville være. Kunne jeg så ikke leve?

Jeg husker tydeligt hvordan jeg i 5. klasse skrev jeg vil gerne være sanger, oppe på tavlen. Jeg kunne mærke at det var stort for mig at skrive det så alle kunne læse det. Det blev pludselig en officiel drøm.

I de store klasser skulle vi tage sådan en computertest alla Hvad kan jeg blive bøgerne. Ud fra en masse spørgsmål ville den komme med bud på hvad mit drømmejob ville være. Til mig sagde den indvandretolk og sproglære. Den sagde ikke at jeg kunne blive sanger eller kunstner. Det var vist ikke engang en valgmulighed. Jeg ledte efter en kasse jeg havde lyst til at blive puttet i. Jeg fandt ingen. Hvad skulle jeg så blive til? Ingenting?

Foran TV´et derhjemme drømte jeg mig væk til et kunstnerliv i Firenze. DR lavede dengang en række programmer om kunstnerens værksted og mit hjerte bankede hårdt når jeg så de heldige kunstnere gå rundt i deres lyse værksteder og skabe dagen lang. De viste mig at man faktisk kunne tjene penge på det man elskede. Det kunne altså lade sig gøre. Men hvordan?

Jeg hørte Alberte og Sanne Salomonsen og tænkte, hvis de kan så må der også være en vej for mig. Men jeg vidste alligevel ikke hvordan jeg skulle gøre det. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne tjene penge på det jeg elskede. Jeg vidste at man skulle være rigtig rigtig dygtig til én ting, så kunne man måske være en af de heldige der kunne leve af det.

Jeg følte aldrig at jeg var dygtig nok til noget. Men mere sådan dygtig til mange ting-typen.

Jeg havde en stor appetit på alt det kreative og kunne slet ikke vælge. Så jeg lavede teater og cirkus og tegnede og lærte at spille spansk guitar. Mine dagbøger fyldtes med ord, følelser og drømme.

Jeg lånte bøger om Asger Jorn og Frida Kahlo og læste om det svære liv med store kærlighedsdramaer, stor smerte, ensomhed, vanvid og folk der vendte dem ryggen.

Det var fascinerende men også meget skræmmende at læse. Jeg kunne ikke forbinde deres liv med mit. Jeg så mig selv som en glad, sød og flittig pige som bare godt kune lide at udtrykke mig. Men jeg kom hele tiden til at sammenligne mig med nogen der var mere, var stærkere, smukkere, mere vred, dygtigere osv. Jeg var ikke god nok. Min drøm ville aldrig gå i opfyldelse.

Da jeg var 18 tog jeg på Håndværker Højskolen i Haslev. Med mig havde jeg en bog som kom til at betyde alverden for mig. Den hed Kreativitet og var skrevet af Julia Cameron. Det var en bog som min mor havde fået gennem en bogklub men hun havde aldrig fået læst den. Måske var den noget for mig, tænkte jeg.

Jeg flyttede ind på verdens mindste værelse. Et lille smalt værelse med kun plads til en seng og et skrivebord. Skolehjemmet var fyldt med drenge der bare ville spille billard og bordtennis og hvis jeg ikke gad det, så var der mit lille værelse.

På det lille bitte værelse begyndte jeg at læse den bog der skulle vise mig at jeg kunne være den kunstner jeg ønskede at være. Den viste mig at jeg stadig havde drømme og at jeg blot var lidt blokeret. Den lærte mig hvordan jeg overvandt mine blokeringer og begyndte at skabe.

Jeg skrev hver morgen og om aftenen løste jeg alle de opgaver den bad mig om. Jeg lavede drømme collager og malede selvportrætter i akvarel.Jeg blev bekræftet i, side for side, hvor vigtigt det er at være kreativ og hvor meget verden har brug for os der tænker lidt anderledes. Jeg følte for første gang at jeg var helt 100% ok.

I dag er jeg så indehaver af min egen virksomhed hvor jeg hjælper andre med at lytte til deres indre stemme, til deres drømme, til kærligheden og skaberlysten i hjertet og i naturen omkring os.

Jeg har endelig fundet ud af at jeg ikke behøver at vælge, men at min brede kreative erfarring kan hjælpe mig til at hjælpe andre der er blokerede i deres kreativitet.

Det har taget mig mange år at erfare alt det jeg skulle, for at kunne være hvor jeg er. Jeg forstår nu min historie og min rejse.

Hver dag fylder jeg mit liv med sang, musik, leg, billeder, historier og ord. Hver dag bliver jeg bekræftet i at det er det rigtige jeg gør. Hver gang jeg giver ud af mine gaver er der en der gerne vil modtage dem og jeg oplever at folk bliver oprigtigt rørte over det jeg giver dem.

Det fylder mig liv med mening og jeg er taknemmelig for den rejse jeg har været på. Den rejse som har bragt mig tilbage den verden jeg allerhelst vil være i.

❤