“Personlig, hjertelig, inspirerende og sanselig fortælling. Jeg kommer til at læse den flere gange, for der er så mange lag og foranderlighed i den” – Karina Olsen
Tag med mig til det magiske Island, mød de kraftfulde væsner Havørn, Sanglærke, Troldand og de 3 Gudinder. Tag med ud i den store natur og læs hvordan jeg lærte at give slip på det der ikke tjente mig mere og hvordan jeg fandt min indre vildkvinde.
FORORD
For 2 år siden mødte jeg Havørn. Han var fløjet helt fra Island til Danmark for at fortælle historier til dem, der ville lytte.
Jeg blev voldsomt fascineret af hans kraft og storhed. Jeg ønskede selv at være stor og stærk som ham.
I Havørns bryst så jeg de brede bjerge, hørte de sprudlende vulkaner, fornemmede det bølgende vand, der slog ind mod klippeskrænterne. Jeg så vildskaben i hans øje, jeg hørte vindens fortællinger synge i hans stemme.
KAPITEL 1
AFREJSE & ANKOMST
-fra det velkendte ud i det ukendte-
Da alting springer ud og bliver grønt i Danmark, drager jeg til Island. Jeg ved, at jeg bliver hentet i lufthavnen og kørt til Havørns hus lidt udenfor Reykjavik. Jeg ved også, at jeg dagen efter har en aftale med de tre gudinder. Men jeg ved ikke hvordan min sjæl vil reagere på dette fremmede, vilde sted.
Da jeg sidder i toget på vej til lufthavnen, mærker jeg angsten for det ukendte. Jeg har ingen anelse om, hvad der venter mig. Jeg har bare tillid. Tillid til at universet vil mig det bedste, og tillid til at der venter mig dyb visdom deroppe.
Jeg fokuserer på at tage et skridt ad gangen og lover min sjæl at skrive, hver gang den be’r mig om det. Når jeg skriver, tegner eller synger, så finder jeg hjem til mig selv.
Jeg skriver i toget, i lufthavnen og i flyveren og lige så stille forsvinder usikkerheden, og i stedet begynder jeg at mærke nysgerrigheden brede sig i mig. Jeg er på vej. Det er nu. Livet er intenst. Jeg gør, det, jeg har drømt om i flere år. Det lykkedes. Jeg smiler.
Jeg ankommer i aftenskumringen. Havørnens familie henter mig, og vi kører ud til den lejlighed, som bliver mit hjem de følgende dage. Jeg aner, at landskabet er goldt og fladt. Kan ikke se bjergene i mørket.
Lejligheden er skøn, lys og kreativ, og jeg falder til ro, mens jeg pakker ud. Her er intet fjernsyn, ingen computer eller radio. Ingen forbindelse til den virtuelle verden.
Jeg er langt væk hjemmefra, men jeg har det godt. Jeg er landet. Føler mig parat til at tage hul på en magisk uge.
KAPITEL 2
EN TUNG START
-om at give slip på det gamle-
Første morgen i Island. Jeg kigger ud og ser himlen er grå, det blæser. Fra stuens vindue kan jeg se et par slanke træer, en lille å og et stisystem, der fører ned til den lille forstads butikker.
Der er ikke mange blomster eller blade at se, de er først lige på vej ud af deres knopper. Det minder om en marts dag i Danmark, selvom vi er først i maj måned.
Jeg giver mig god tid. Går i bad, spiller guitar, skriver og tegner. Kl. 13 bliver jeg hentet. Det er begyndt at regne kraftigt. Jeg har små gaver med, for jeg skal mødes med tre skønne gudinder. Ligesom mig elsker de kreativitet, ritualer og natur. Vores sjæle snakker samme sprog.
Vi kører ind til Reykjavik og går ind på en lille hyggelig cafe. Rustikke sofaer og antikke lamper. Her er rart. Snakken går. Det er dejligt at blive modtaget med sådan en varme.
Den ene kvinde har orakel kort med. Vi trækker alle et fra bunken. ”Lost Love” står der på mit. Jeg forstår det ikke. Jeg har ikke mistet nogen kærlighed. Men så kommer jeg til at tænke på en gammel binding, som ikke tjener mig mere. En binding, som forhindrer mig i at vokse til den kraftfulde kvinde, jeg inderst inde er. Jeg må give slip.
Gudinderne vil gerne vise mig lidt af den store natur, så vi sætter os ind i bilen. Det regner stadig. Jeg ser et stort bjerg omgivet af tunge skyer. Bilen hakker når vi kører mere end 60 km/t. Vi må tage det stille og roligt.
Vi kører fra hovedvejen og lidt ind i landet. Her er en lysning. Vi stopper ved et område med store sorte og røde lavablokke. Det er knoldet og lidt svært at gå på. Mine fødder er slet ikke vant til andet end flade danske skovstier.
Pludselig vinker den ene. Hun har fundet noget. Et dyr har været begravet under en bunke sten. Kun skelettet er tilbage. Det ligner kraniet fra et kattedyr.
Jeg kan mærke en tyngde i mig. Jeg føler de tunge skyer er inde i mig, såvel som rundt om mig. Jeg prøver at smile til de søde kvinder, men føler det kun halvt. Der er noget jeg må give slip på.
Vi kører lidt videre. Jeg skal se en alfeskov.
Jeg elsker skove. Den danske skov er min kirke. De store gamle træer giver mig styrke. De forbinder mig til mine rødder, jorden og himlen.
Men den islandske skov er meget anderledes end den danske. Træerne er tynde, der er mest grantræer og lave buske. Vi går opad. Klatrer på de mosbeklædte sten. Det føles som at gå på et gulvtæppe. En besynderlig uvirkelig oplevelse. Som at være indenfor, udenfor.
På toppen af bakken kan vi se bjerget derude i tågen. Vi lægger os på skovtæppet. En meget mærkelig følelse, for der er ikke denne massive kølige masse under min ryg, som når jeg lægger mig på græsplænen derhjemme. I stedet kan jeg mærke luft under de mosbeklædte sten, som om jeg ligger på troldemors kæmpestore mave. Jeg vender mig om og griber fat i hendes hår, lægger øret til hendes mave, og synes jeg kan høre troldebørnene lege derinde. Jeg fornemmer en luftig energi sive op gennem stenene. Mave mod mave. Jeg gi’r slip. Be’r Moder Jord tage imod det, der ikke tjener mig længere.
Det begynder at dryppe.
Vi rejser os og strækker armene mod himlen, takker for alt det, vi er blevet givet. Gudinderne råber et hyldest råb, men jeg kan ikke sige en lyd. Jeg er bare stille. Lader det dryppe i mig.
Så går vi tilbage mod bilen. Jeg har svært ved at rumme min stilhed, for jeg vil så gerne bare være fyldt med energi og en masse ideer, nu vi endelig mødes, Gudinderne og mig. Men jeg ved også godt, at de kan rumme mig, selv om jeg er stille. De ved hvordan det er at give slip.
Vi kører tilbage til byen, kigger ind på et kunstmuseum fyldt med stenskulpturer. Jeg kan ikke tage dem ind. De er alt for tunge for mig. Jeg føler mig som cement derinde. Regnen er taget til og trommer kraftigt på vinduerne ud mod den lille skulpturhave. Jeg får lyst til at springe ud i regnen og lade den vaske alt det gamle af mig, men mine ben sidder fast.
Museet skal til at lukke, og vi må gå igennem regnmuren. Det vælter ned. Jeg bøjer mit hoved. Vender ydmygt ansigtet mod den våde grå asfalt. Ser hvordan vandet samles i små kanaler og løber nedad.
Ind i bilen. Helle.
Jeg kigger ud på de våde gader. Ser alting græde omkring mig. Giv slip, siger det.
Tilbage i lejligheden afklæder jeg mig det våde tøj og kryber i noget blødt og behageligt. Jeg sætter mig ind den varme stue, tænder et par levende lys. Ilden gør mig godt. Jeg tænker tilbage på denne første dag og mærker at tyngden stadig sidder i mig.
Så jeg tager guitaren og begynder at synge. Jeg synger om at slippe det, der gør mig lille, så jeg kan vokse til den kraftfulde kvinde jeg er født til at være.
Vandet vælter ned udenfor og ned ad mine kinder, der lige som asfalten tager imod og lader tårerne danne kanaler, der fører dem nedad. Det drypper fra mig.
Jeg synger og græder og tager afsked. Jeg kender mine tårer. Bliver ikke overrasket over at de kommer væltende. Jeg ved de renser mig og heler mig. Jeg lader det hele komme ud i sangen, indtil der ikke er mere derinde og så, langsomt vender kraften tilbage.
Det lysner i mig. Jeg hører kraftkvinden synge. Hun er min sjæls stemme, min intuition, min styrke, min vilje, min tillid, min kreative kilde.
Efter at have givet slip på alt, føler jeg mig tømt. Kraftkvinden beder mig skabe noget, bygge noget nyt op, der hvor det gamle forsvandt.
På gulvet har jeg lagt et stort stykke tegnepapir. Jeg mærker efter i min krop om der stadig sidder spændinger, og jeg tegner konturen af min højre skulder, hals og lænd. Med blå akvarel maler jeg regnen og tårerne, der vasker spændingerne væk. Jeg lægger lavasten på de ømme steder og lader billedet ligge og hvile til næste dag.
Jeg har selv brug for at hvile. Min krop er træt, tung og tømt.
Havørn har efterladt islandske øl i køleskabet. Jeg vælger en. Sætter mig i sofaen. Benene oppe, nakken tilbage.
Lader stille den gyldne nektar berolige hver en gren af min krop.
Byder den søde søvn velkommen.
HAR DU LYST TIL AT LÆSE RESTEN AF HISTORIEN?
Så kan du nu købe den som E-bog.
PRIS: 125 kr inkl moms.
Bestil den ved at sende mig en mail: kraftkvinden@live.dk
*
KRAFTKVINDEN.DK 