SOMMERFUGLESPEJLET

Sommerfuglespejlet er en samling fortællinger fra mit eget liv der beskriver små som store transformationer. At skrive dem ned var en kraftfuld oplevelse som har hjulpet mig med at stå stærkere i den jeg er.

Jeg håber mine fortællinger giver dig lyst til at dykke ned i din egen historie og se hvilke transformationer du selv har gennemgået.

Det er I lagene af vores levede liv at guldet ligger.

OM AT LÆRE AT STÅ VED SIG SELV OG SINE DRØMME

I mine ungdomsår var jeg meget misundelig.

Især på de der piger fra Ungdomsklubben som fik hovedrollerne i vores musical.

Så stod jeg der ude på siden og måtte bare synge kor. Jeg var misundelig på de der seje piger fra Lilleskolen, der kunne spille tværfløjte og gik med indiske armbånd. Jeg gik bare i folkeskole og følte mig så utrolig kedelig-almindelig.

Jeg var sågar misundelig på de kunstnere som jeg læste om, fordi de havde haft en hård barndom og kunne bruge deres vrede til at skrive de sejeste digte….Jeg var misundelig på deres mod til at skille sig ud.

Og jeg så mig selv i spejlet og så bare en sød lyshåret pige med bløde, venlige træk.

Hvad kunne hun have at byde på?

Jeg så masser af musikvideoer på MTV og drømte mig langt væk. Madonna var så fri i sit udtryk! Så sej! Så sexet!

Der var alt for lang vej fra mig til Madonna….

Jeg var en drømmer.

Jeg drømte mig væk fra mig selv og ud i en verden som var bedre, mere magisk, eller sej.

Min verden var ikke god nok som den var.

Den var kedelig. Almindelig. Leverpostej.

Jeg var ikke god nok. Ikke spændende eller sej.

Det skrev jeg ned i mine dagbøger.

Jeg skrev og skrev.

Det var rart at komme af med alt min frustration. For jeg turde ikke fortælle min tanker til nogen. 

Jeg skrev om alt det jeg drømte om.

Jeg skrev at jeg drømte om at skrive en bog og indspille en CD.

Jeg anede ikke hvad der skulle stå i den bog eller hvad de sange skulle handle om.

Det føltes som en utopisk drøm. Men jeg kunne mærke at den var vigtig.

Den kaldte virkelig stærkt i mig.

En dag kom jeg til at sige det højt til min mor.

Vi sad ved køkkenbordet.

Jeg så op på opslagstavlen som hang på væggen bag hende.

Der hang en tegning jeg havde lavet.

Det var sådan en krussedulle-ting hvor man bare lader kuglepennen køre rundt og rundt og så farver man felterne bagefter.

Der var noget ved den tegning.

Jeg var glad for den.

Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor.

Men den føltes godt indeni.

Ligesom når jeg tænkte på den bog jeg ville skrive eller den CD jeg ville indspille.

Det var noget der kom indefra mig.

Jeg skrev det i min dagbog.

Den dag jeg sagde mine drømme højt.

Det var en særlig dag.

Der var stadig meget langt fra mig til Madonna. Men jeg havde mærket noget inde i mig, som føltes som en skat. Det føltes som guld. Og jeg ville gerne værne om det.

Jeg havde lyttet til en drøm, en passion som kom dybt indefra, og jeg havde sagt den højt.

Nu var den blevet en del af verden.

Jeg havde stået ved min drøm.

Jeg havde stået ved mig.

Jeg havde stået op for mig!

Min drøm var altså god nok?

God nok til at blive sagt højt?

Var jeg så også god nok?

Var jeg nok?

Behøvede jeg ikke at blive Madonna?

Kunne jeg godt blive forfatter selv om jeg havde gået i folkeskole og kun fik biroller i musicalen?

Der var noget i mig der troede på det.

Jeg kunne ikke begribe hvor det kom fra.

Men det var mit!

Det kom indefra mig.

Jeg havde set mig selv.

Jeg havde anerkendt min drøm.

Jeg havde sagt den højt.

Jeg kiggede på mine dagbøger og mærkede at der var en skattekiste her.

At min evne til at lytte til mine drømme ville vise mig vejen.


HVORDAN MIT INDRE TOMRUM BLEV TIL TEMPLER

Jeg husker den tid hvor jeg boede med min ex ude på landet i et lille bindingsværkshus. Jeg gik på dagpenge og havde hele dagen til at skabe min kunst.

Det var total luksus og alligevel følte jeg at jeg gik rundt med et tomrum indeni.

Der var noget der manglede, selvom jeg følte at jeg havde alt. Kæreste, hyggeligt hus på landet, dejlig have med fritgående høns, en kat. Jeg var også begyndt at synge i band….hvorfor var jeg tom indeni?

Jeg kan huske en dag hvor jeg gik til købmanden og købte en hel æske med fyldt chokolade. 2 lag. Og jeg spiste det hele!

Jeg fik det så dårligt, men jeg kunne ikke komme ud af min tomhed og prøvede at fylde den med noget jeg kunne li.

Så begyndte jeg at tegne tomheden.

Jeg tegnede store tomme strukturer. Jeg tegnede figurer med hul i maverne. Jeg tegnede hoveder der eksploderede. Fængsler. Templer der væltede. Børn fangede i sten. Fastspændte regnbuer.

Mine tegninger blev større og jeg mærkede at de blev til en slags bønner. En slags råb om hjælp. Tegninger med titler som: Map my Horizons, Refuel my Fountain, Calm my Calling.

Ja, jeg søgte trøst. Jeg søgte vejledning. Jeg søgte at blive fyldt op med mening.

Tegningerne gav mig ikke svar, men de gav mig tilladelse. Tilladelse til at være søgende. Tilladelse til at be, selvom jeg ikke var troende.

Jeg havde meldt mig ud af Folkekirken. Kunne mærke en skyld og skam i dens historie som jeg ikke ville være en del af.

Jeg blev nysgerrig på andre religioner og blev draget af ikoner og anden religiøs kunst.

Jeg blev rørt til tårer når jeg hørte Gospel.

Der var en dyb dyb længsel i mig.

Et ønske om at høre til.

Så hørte jeg en dag et interview i radioen. Kvinden der fortalte hed Annette Høst. Hun fortalte om animisme og shamanisme og om hvordan alt i naturen er besjælet.

Og så gik jeg ud i skoven og mærkede noget lande i mig. Skoven havde altid været et helligt sted for mig. Nu blev den endnu mere magisk.

Jeg havde mødt en kvinde som sagde alt det min barnesjæl altid havde mærket, men som jeg havde gemt væk.

Jeg mærkede guddommeligheden i naturen og at jeg var en del af den og jeg vidste bare at jeg måtte på kursus med Annette.

Og sådan åbnede min spirituelle rejse sig.

Der gik dog flere år før at jeg virkelig stod ved den. Jeg skulle først gennem 3 flytninger, et brud, et højskoleophold, en optagelsessamtale og en ny forelskelse.

Men da jeg så igen gik ud i det åbne landskab på Falster, med det nye liv voksende indeni, da mærkede jeg fylden.

Naturen var levende og besjælet. Jeg var levende og besjælet og det lille liv indeni gav mit liv en helt ny betydning.

Jeg følte mig hel.


HVORDAN JEG FANDT FRIHEDEN TIL AT VÆRE MIG

I 4 år søgte jeg ind på kunstakademiet.

Jeg ville være kunstner og tænkte at denne her uddannelse måtte være den ultimative frihed. Frihed til at være mig og bare skabe.

Jeg kom ikke ind…

Til sidst tog jeg på Kunsthøjskole og gjorde alt hvad jeg kunne for at lave sådan en kunst som de ønskede.

Det var en fed tid, fordi jeg prøvede en masse nye genre af og det var skønt at være blandt en masse kreative unge mennesker og lærere.

Og så sendte jeg ansøgninger ud til akademierne igen og fik brev…..

“Vi vil gerne se dig til samtale.” Skrev de fra det Jyske Kunstakademi.

Begejstret og nervøs tog jeg til Århus og skulle fortælle om min kunst.

Jeg husker samtalen som set fra en flue på væggen.

Jeg ser mig selv udefra og panelet af professorer på den anden side.

Indeni prøver jeg at finde de rigtige ord. Lyde som en “rigtig kunstner”. Fortælle om de værker jeg har lavet på højskolen. Værker som er meget konceptuelle men som jeg ikke mærker særlig dybt.

Jo de ligner moderne kunst.

Men hvor er jeg? Jeg føler mig tom.

Hjemme igen går jeg og venter brev.

Venter på dommen.

Er jeg inde eller ude?

Det er mit 5 år med ansøgninger og første gang jeg er til samtale.

Det er bare nu det skal være!

Så får jeg brev….

Du er NÆSTEN kommet ind!

Dvs jeg var kommet på en venteliste.

Det betød at de havde set mig egnet, men jeg havde ikke fået direkte plads. Kun hvis en af de optagne sagde nej til deres plads, så ville jeg komme ind……

Det var en meget mærkelig oplevelse.

På den ene side var jeg stolt over at være erklæret egnet, på den anden side….

Der kom ikke flere breve.

Så der stod jeg.

Jeg var træt af at blive ved med at søge ind på akademierne og vride mig selv for at sige de rigtige ord og lave de rigtige værker.

Jeg ville bare gerne være kunstner….så jeg kunne få friheden til at være mig og bare skabe.

Jeg boede i København, midt i den store kultur, og følte mig meget tom og uinspireret.

Jeg havde fået en ny kæreste som jeg så i weekenderne, og et job med søde kolleger.

Men jeg følte mig virkelig alene.

Så blev jeg gravid!

Og det hele blev vendt på hovedet.

Skulle jeg blive i KBH og prøve at forfølge kunstnerdrømmen?

Eller skulle jeg flytte ned til min kæreste på Falster og stifte familie?

Alt var oppe og vende i de 14 dage jeg havde til at beslutte mig.

Jeg valgte barnet.

Jeg valgte familien.

Jeg valgte kærligheden.

Og jeg anede ikke ALT det jeg også valgte til, lige der.

Jeg anede ikke at jeg ville finde tilbage til naturen og at jeg ville finde det guddommelige og jeg ville skabe mig en virksomhed som netop handler om at frigøre sig selv og sin kreativitet.

At jeg ville finde min tribe.

At jeg ville lande så dybt i mig.

Det som jeg troede var et farvel til kunsten, blev et velkommen til kilden, fra hvor alt levende vokser, også kreativiteten.

Jeg har nu skabt mig et liv med friheden til at være mig og skabe det som jeg tror på. Det der føles dybt og sandt.


OM AT VENDE HJEM TIL KÆRLIGHEDENS KILDE

Som en skygge af min konfliktskyhed, søgte jeg anerkendelse hos andre.

Jeg søgte at se mig selv gennem andres øjne. Så hvis de kunne lide mig så kunne jeg også lide mig. 

Det blev særligt udtalt i et tidligere forhold. Jeg var så fascineret af manden og hans passionerede ild til de ting han kastede sig over. Filosofi, skriveri, selvforsøgerlivet, teater…(og vores forhold….i starten)

Jeg så op til ham og jeg glemte at mærke mig selv.

Min spirituelle sjæl var begyndt at røre på sig og min kæreste var ateist og kritiker. Han stillede spørgsmålstegn ved alt.

Jeg lukkede mig selv ned og fandt en ventil gennem mine tegninger.

Her kunne jeg komme ud med det, som jeg ellers ikke kunne sige.

Forholdet varede 7 år og da jeg endelig slap det, åbnede jeg for alt det der var mig. Jeg tog spiritualiteten ind og øvede mig i at bruge ordet Gud, uden at føle skam eller føle at jeg skulle begrunde eller forklarer.

Det var en lang rejse og tog mig mange år. Mødet med den nordiske shamanisme, hjalp mig hjem. Jeg mærkede at det som nogle kalder Gud er den livskraft jeg mærker i naturen og i mig selv, når jeg sidder i solen.

Naturen havde altid haft en særlig følelse af hjem, for mig. Især skoven.

Jeg følte mig elsket her. Jeg følte mig set.

Ikke fordi jeg udrettede noget, men blot fordi jeg var. Et barn af jorden.

Min forbindelse til jorden har vokset sig stærkere lige siden. Og den holder mig centreret i mig. Den gør mig groundet og stærk og modig.

Jeg kan stadig forsvinde over i andre, for en stund, mest via sociale medier, hvor jeg kan forelske mig I hvordan andre lever deres liv og ende med at føle mig utilstrækkelig.

Men så ved jeg hvad medicinen er.

Jeg slukker og sætter mig ud i haven eller går en tur. Og der er den guddommelige kærlighed overalt.

Og jeg husker at det er det jeg er lavet af.

Guddommelig kærlighed.

Det er det vi alle er lavet af.

Og det fylder mig med taknemmelighed.

Der er ikke noget vi skal gøre eller være for at blive elsket af det Guddommelige. Af Moder Jord.

Vi er børn af dem. Og elskelige i al vores menneskelighed.


OM AT TAGE SIN PLADS

Da jeg var barn stod jeg meget på siden af mine fødder. Det var blevet en vane at hvile på denne måde. Jeg synes selv at det var lidt mærkeligt, men det føltes bare ikke naturligt at stå fladt på mine to fodsåler.

Mine ben var ikke lige lange og jeg fik et indlæg i den ene sko så jeg ikke blev skæv i hoften. 

Det var mærkeligt at jeg havde denne ubalance i mine ben og fødder. Jeg forstod ikke hvorfor.

Som ung voksen begyndte jeg at lande mere og mere i den jeg var men jeg følte mig stadig splittet mellem to væsentlige træk i min sjæl. Den del jeg kaldte “cirkuspigen” og den jeg kalder “naturpigen”. 

Jeg havde svært ved at forene de to og følte hele tiden at jeg måtte vælge enten den ene eller den anden.

Samme splittelse følte jeg i min familie, for da jeg var 6 år blev mine forældre skilt.

Jeg flyttede med min mor til byen og min bror blev hos min far på landet. 

Maskulint og feminint blev skilt fra hinanden.

By og land blev skilt.

Der var ikke noget at sige til at jeg var ude af balance.

Jeg skulle finde nyt fodfæste.

Jeg skulle lære at lande i mit nye liv.

Igennem mit voksne liv har jeg arbejdet meget med denne sorg over at blive splittet i to.

Jeg troede mest at det var pga skilsmissen men jo mere jeg åbnede mig for mit spirituelle væsen, jo tydeligere så jeg såret fra at blive skilt fra naturen ude på landet. 

Det var som om jeg havde efterladt en del af mig selv derude i bakkerne….

Jo mere jeg vendte hjem til naturen og vedkendte mig det stærke forhold jeg føler til den, jo mere naturligt føles det at stå på mine to flade fødder. 

Jeg begyndte at tage min plads.

Jeg begyndte at se foreningen mellem cirkuspige og naturpige.

Gennem shamanisme, Soul Art og Chakra arbejde lærte jeg at kunst og natur kommer af samme livskraft, samme kærlighed.

Da de to sider af mig smeltede sammen, så landede jeg omsider fuldt og helt og kunne tage min plads her på jorden, som den jeg er.


OM AT SE SIN KROP MED KÆRLIGE ØJNE

Jeg kunne ikke lide mit udseende. Min hud var hvid, jeg fik fregner om sommeren, mit hår var rødblondt og mine øjenvipper nærmest usynlige…..

Om vinteren var det ok. Jeg elskede at putte mig i store striktrøjer og farverige tørklæder.

Men det var svært om sommeren. 

Jeg havde sådan lyst til at gå i shorts, men jeg var træt af folks kommentarer om at hvordan de blev blændede når de så mine hvide ben.

I kunstbøgerne så jeg malerier er de runde, nøgne kvinder, med hvid og sart hud. Og de små frugtbarhedsgudinder havde baller der var større end mine. 

Jeg ville ønske at jeg kunne værdsætte min krop og min hud lige som deres.

Jeg følte mig gennemsigtig og forkert.

Men så en dag læste jeg en bog af Troels Kløvedal og et afsnit brændte sig ind.

Han beskrev sin kærestes hvide hud på smukkeste vis. Han beskrev at hendes hud var smuk og fin og netop pga hendes hvide tynde hud, havde hun evnen til at føle livet med stor intensitet! Der var et tyndt slør mellem hende og verden.

Her var altså en nutidig digter som priste den hvide hud hos en kvinde. Som priste sartheden og kaldte den en styrke.

En digter, som med sin poesi kunne få mig til at se at min hvide hud også var noget helt specielt.

Jeg havde altid fået at vide at min hud var sart og ikke kunne tåle solen.

Her var en mand der fortalte mig at min hud var stærk! At den havde særlige egenskaber netop pga. af dens lyse, følsomme natur.

Der var noget i mig som begyndte at vende.

Alt det jeg havde set som negativt kunne være noget positivt?

Kan sart i virkeligheden betyde stærk?

Kan følsomhed betyde særlige gaver?

Jeg begyndte at se mig om efter spejl i naturen.

Jeg så de smukke hvide blomster på kirsebærtræerne. Jeg så anemonerne og hvidtjørn.

Jeg så de smukke svaner med de hvide fjer og de fjerlette skyer.

Jeg så hvide muslinger og klare krystaller og fandt hvide artsfæller overalt….

Jeg var natur. Min hud var naturlig. Den var ligesom den skulle være.

Min sarthed var min gave og min følsomhed blev min portal til at mærke magien i verden. Til at høre sangene der rejste med vinden og historierne der stod skrevet i træets bark.

Jeg begyndte at se styrkerne ved at være mig.

Jeg begyndte at tage ejerskab over de gaver der var blevet mig givet.

Og jeg ser nu at jeg blot prøvede at beskytte mig selv.

Jeg passede på mig selv og min følsomhed ved at skærme den for verden.

Den skulle ikke pilles fra hinanden eller latterligøres gennem fritflyvende vittigheder.

Min hud var en portal.

Et sensitivt lytteapparat. 

Et magisk instrument.

Den var min. 


FRYGTEN FOR AT FYLDE FOR MEGET

I starten var jeg bange for mit eget lys.

Jeg troede at hvis jeg begyndte at lyse, så ville jeg tage lyset fra andre.

Som om der var en vis mængde plads og hvis jeg tog for meget plads med mit lys, mine ideer, fortællinger, kunst, projekter…

Så ville jeg tage det for andre.

Jeg ville tage deres plads.

Som var jeg en tyv.

Et grådigt, egoistisk menneske!

Måske det var janteloven der trådte ind.

Du skal ikke tro du er noget…

Jeg var også bange for at hvis jeg nu begyndte at udleve mine drømme, så ville jeg miste dem som stod mig nær. For jeg mærkede at det ville ændre den måde jeg var i verden.

Hvis jeg sagde hvad jeg virkelig mente.

Hvis jeg begyndte at synge mine egne sange.

Hvis jeg sagde fra…

Så ville alle måske ikke kunne lide mig mere. De ville ryste deres hoveder og gå.

Vende det hvide ud af øjnene.

Hvem tror hun at hun er? 

Og det skete faktisk et par enkelte gange.

En af mine nære venner igennem mange år, kunne ikke rumme mig, da jeg først begyndte at folde mig ud og sige fra.

Han var musiker og jeg tror han var blevet vandt til at jeg så op til ham. 

Nu begyndte jeg selv at tro på de sange der kom gennem mig.

Senere oplevede jeg en kvinde der direkte skrev til mig at hun syntes jeg fyldte for meget.

Jeg var hoppet ud i livet som selvstændig og prøvede en masse forskellig markedsføring.

Det havde hun åbenbart fået nok af.

Det talte lige ind i min frygt for at fylde for meget. Ja hvad bildte jeg mig egentlig ind? 

Jeg skrev pænt og kortfattet at hun selv valgte om hun ville følge min gøren og laden. 

Det var hendes valg. Ikke mit.

Men alligevel føltes det som et stød lige i solar plexus. En mavepuster. BAAM! 

Jeg tvivlede igen på min berettigelse til at lyse. Til at fortælle mine historier.

Men så oplevede jeg at der begyndte at dukke nye venskaber op. Der kom nye mennesker ind i mit liv. Stærke, lysende væsner med vilje og mod til at være dem de er.

Og jeg mærkede at alt var som det skulle være. Jeg var bare ved at skifte ham.

Og i den process vil der altid være noget gammelt der skal gives slip på.

Efter sorgen over at se det gamle og velkendte smelte væk, kommer glæden og begejstringen over at se alt det nye som udvikler sig. 🌸

Og hvad ville der have været sket hvis jeg havde slukket mit lys lige der?

Hvis jeg havde blevet ved den gamle ven og gemt mine egne sange i skuffen?

Hvis jeg havde lytter til kvinden og lukket ned for min lyst til at inspirere?

Det kan være meget skræmmende at stå ved sit lys og de gaver vi er blevet givet.

Men vi MÅ gøre det! 

Det er vigtigt! 

For det lys vi mærker er det guddommelige lys som skinner igennem os. 

Vi skal ære det og nære det og bringe det frem i hinanden.


JEG STOLEDE IKKE PÅ MIN INDRE VERDEN. 

Jeg kan huske første gang jeg blev introduceret til det som blev kaldt fantasirejser. Jeg gik på fritidshjem og var sammen med en flok andre børn som lod sig guide ind i en afslappet tilstand og videre på rejse.

Jeg kan huske at jeg lå og ventede på at der skulle ske noget, at filmen ligesom gik i gang.

Jeg prøvede virkelig hårdt men synes bare at der var sort. Jeg kom til at tænke på en sommerfugl, men da jeg ikke så den rigtigt, så følte jeg at jeg havde fejlet. Det var nok ikke noget for mig.

Mange år senere stødte jeg på Majbritte Ulrikkeholms forfatterskab. Det var et dragende og magisk møde med hendes univers. Hun fortalte så ærligt om hendes opvækst og hendes spiritualitet. Hun talte om engle og sange der kom fra det ukendte. 

Så da jeg hørte at hun holdt et foredrag på Herregården Fuglsang, tæt på min landsby, cyklede jeg afsted. 

Jeg husker den fine herregårdstue hvor vi sad på fine stole, række bagved række, som et rigtigt foredrag.

Majbritte var lille, mindre end jeg havde forestillet mig, men kraftfuld og strålende. Hun var så levende!

På et tidspunkt inviterede hun os ind på en rejse.

Ja lige der i den fine stue, skulle vi lukke øjnene og lade os føre afsted. 

Vi blev ført gennem en kanal og ud i et landskab, herfra mødte vi en bro og på en bro ville vi møde et særligt væsen.

Med mine erfaringer fra barndommens fantasirejser i baghovedet, lod jeg mig følge med, men med en vis skepsis.

Jeg syntes stadigt at der var mørkt inde bag mine øjenlåg, men der kom igen nogle tanker. 

Jeg besluttede at følge disse tanker op på broen hvor jeg så en kentauer foran mig.

Det var spøjst og lidt sjovt.

Alligevel tvivlede jeg på om det nu var et ægte møde eller blot en tanke. Havde jeg gjort det rigtigt?

Jeg besluttede mig for at spørge Majbritte. For hvis der var nogen der skulle vide det, måtte det være hende.

Jeg anså ikke mig selv for at have særlige forbindelser til andre verdner. Jeg mærkede ikke engle eller afdøde. Den magi jeg kendte var mest gennem teater, altså den fysiske magi man kunne skabe på scenen.

Så jeg tog mig mod til og rakte hånden i vejret. Hun gav mig taletid og jeg fortalte om de tanker jeg havde fået og om det nu var rigtigt nok.

Det er lige sådan det skal være, sagde hun og forklarede hvordan vi alle har forskellige måder at se på.

Det var en kæmpe oplevelse for mig at få min indre verden vidnet på denne måde.

Jeg havde altså adgang til en indre magisk verden? 

Det var godt nok, det jeg fornemmede!

Jeg husker hvor fuldstændig fantastisk det var at cykle hjem i mørket. Himlen var dækket af stjerner. Jeg mærkede uendeligheden rundt om mig og indeni. 

Jeg husker at jeg lagde mig på en stor træstamme vi havde i haven og lå og kiggede op i stjernerne.

En stor magisk dør havde åbnet sig i mig. 

Siden da har jeg været på rigtig mange rejser og jeg er blevet tryg i min evne til at se og fornemme den indre magiske verden. 

En verden af endeløs viden og vejledning.

Det er dejligt at tænke på at intet er for evigt og det man ikke kunne engang, kan blive noget man mestre.