REGNBUESPEJLET

JEG VAR IKKE GOD NOK

I mine ungdomsår var jeg meget misundelig.

Især på de der piger fra Ungdomsklubben som fik hovedrollerne i vores musical.

Så stod jeg der ude på siden og måtte bare synge kor. Jeg var misundelig på de der seje piger fra Lilleskolen, der kunne spille tværfløjte og gik med indiske armbånd. Jeg gik bare i folkeskole og følte mig så utrolig kedelig-almindelig.

Jeg var sågar misundelig på de kunstnere som jeg læste om, fordi de havde haft en hård barndom og kunne bruge deres vrede til at skrive de sejeste digte….Jeg var misundelig på deres mod til at skille sig ud.

Og jeg så mig selv i spejlet og så bare en sød lyshåret pige med bløde, venlige træk.

Hvad kunne hun have at byde på?

Jeg så masser af musikvideoer på MTV og drømte mig langt væk. Madonna var så fri i sit udtryk! Så sej! Så sexet!

Der var alt for lang vej fra mig til Madonna….

Jeg var en drømmer.

Jeg drømte mig væk fra mig selv og ud i en verden som var bedre, mere magisk, eller sej.

Min verden var ikke god nok som den var.

Den var kedelig. Almindelig. Leverpostej.

Jeg var ikke god nok. Ikke spændende eller sej.

Det skrev jeg ned i mine dagbøger.

Jeg skrev og skrev.

Det var rart at komme af med alt min frustration. For jeg turde ikke fortælle min tanker til nogen. 

Jeg skrev om alt det jeg drømte om.

Jeg skrev at jeg drømte om at skrive en bog og indspille en CD.

Jeg anede ikke hvad der skulle stå i den bog eller hvad de sange skulle handle om.

Det føltes som en utopisk drøm. Men jeg kunne mærke at den var vigtig.

Den kaldte virkelig stærkt i mig.

En dag kom jeg til at sige det højt til min mor.

Vi sad ved køkkenbordet.

Jeg så op på opslagstavlen som hang på væggen bag hende.

Der hang en tegning jeg havde lavet.

Det var sådan en krussedulle-ting hvor man bare lader kuglepennen køre rundt og rundt og så farver man felterne bagefter.

Der var noget ved den tegning.

Jeg var glad for den.

Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor.

Men den føltes godt indeni.

Ligesom når jeg tænkte på den bog jeg ville skrive eller den CD jeg ville indspille.

Det var noget der kom indefra mig.

Jeg skrev det i min dagbog.

Den dag jeg sagde mine drømme højt.

Det var en særlig dag.

Der var stadig meget langt fra mig til Madonna. Men jeg havde mærket noget inde i mig, som føltes som en skat. Det føltes som guld. Og jeg ville gerne værne om det.

Jeg havde lyttet til en drøm, en passion som kom dybt indefra, og jeg havde sagt den højt.

Nu var den blevet en del af verden.

Jeg havde stået ved min drøm.

Jeg havde stået ved mig.

Jeg havde stået op for mig!

Min drøm var altså god nok?

God nok til at blive sagt højt?

Var jeg så også god nok?

Var jeg nok?

Behøvede jeg ikke at blive Madonna?

Kunne jeg godt blive forfatter selv om jeg havde gået i folkeskole og kun fik biroller i musicalen?

Der var noget i mig der troede på det.

Jeg kunne ikke begribe hvor det kom fra.

Men det var mit!

Det kom indefra mig.

Jeg havde set mig selv.

Jeg havde anerkendt min drøm.

Jeg havde sagt den højt.

Jeg kiggede på mine dagbøger og mærkede at der var en skattekiste her.

At min evne til at lytte til mine drømme ville vise mig vejen.

I Kærlighedens Tempel rejser vi en hel måned med vores rodchakra og ære vores rødder og den historie vi har med os. ❤️

Årsforløbet begynder 2.juni 2020

#regnbuespejlet

#kærlighedenstempel


JEG FØLTE MIG SÅ TOM INDENI

Jeg husker den tid hvor jeg boede med min ex ude på landet i et lille bindingsværkshus. Jeg gik på dagpenge og havde hele dagen til at skabe min kunst.

Det var total luksus og alligevel følte jeg at jeg gik rundt med et tomrum indeni.

Der var noget der manglede, selvom jeg følte at jeg havde alt. Kæreste, hyggeligt hus på landet, dejlig have med fritgående høns, en kat. Jeg var også begyndt at synge i band….hvorfor var jeg tom indeni?

Jeg kan huske en dag hvor jeg gik til købmanden og købte en hel æske med fyldt chokolade. 2 lag. Og jeg spiste det hele!

Jeg fik det så dårligt, men jeg kunne ikke komme ud af min tomhed og prøvede at fylde den med noget jeg kunne li.

Så begyndte jeg at tegne tomheden.

Jeg tegnede store tomme strukturer. Jeg tegnede figurer med hul i maverne. Jeg tegnede hoveder der eksploderede. Fængsler. Templer der væltede. Børn fangede i sten. Fastspændte regnbuer.

Mine tegninger blev større og jeg mærkede at de blev til en slags bønner. En slags råb om hjælp. Tegninger med titler som: Map my Horizons, Refuel my Fountain, Calm my Calling.

Ja, jeg søgte trøst. Jeg søgte vejledning. Jeg søgte at blive fyldt op med mening.

Tegningerne gav mig ikke svar, men de gav mig tilladelse. Tilladelse til at være søgende. Tilladelse til at be, selvom jeg ikke var troende.

Jeg havde meldt mig ud af Folkekirken. Kunne mærke en skyld og skam i dens historie som jeg ikke ville være en del af.

Jeg blev nysgerrig på andre religioner og blev draget af ikoner og anden religiøs kunst.

Jeg blev rørt til tårer når jeg hørte Gospel.

Der var en dyb dyb længsel i mig.

Et ønske om at høre til.

Så hørte jeg en dag et interview i radioen. Kvinden der fortalte hed Annette Høst. Hun fortalte om animisme og shamanisme og om hvordan alt i naturen er besjælet.

Og så gik jeg ud i skoven og mærkede noget lande i mig. Skoven havde altid været et helligt sted for mig. Nu blev den endnu mere magisk.

Jeg havde mødt en kvinde som sagde alt det min barnesjæl altid havde mærket, men som jeg havde gemt væk.

Jeg mærkede guddommeligheden i naturen og at jeg var en del af den og jeg vidste bare at jeg måtte på kursus med Annette.

Og sådan åbnede min spirituelle rejse sig.

Der gik dog flere år før at jeg virkelig stod ved den. Jeg skulle først gennem 3 flytninger, et brud, et højskoleophold, en optagelsessamtale og en ny forelskelse.

Men da jeg så igen gik ud i det åbne landskab på Falster, med det nye liv voksende indeni, da mærkede jeg fylden.

Naturen var levende og besjælet. Jeg var levende og besjælet og det lille liv indeni gav mit liv en helt ny betydning.

Jeg følte mit hel.

I Kærlighedens Tempel dedikere vi en hel måned til at rejse med Krone Chakra og lærer vores spirituelle forbindelse dybt at kende.

Årsrejsen begynder 2.juni 2020

#regnbuespejlet

#kærlighedenstempel


JEG SØGTE DERES ANERKENDELSE

I 4 år søgte jeg ind på kunstakademiet.

Jeg ville være kunstner og tænkte at denne her uddannelse måtte være den ultimative frihed. Frihed til at være mig og bare skabe.

Jeg kom ikke ind…

Til sidst tog jeg på Kunsthøjskole og gjorde alt hvad jeg kunne for at lave sådan en kunst som de ønskede.

Det var en fed tid, fordi jeg prøvede en masse nye genre af og det var skønt at være blandt en masse kreative unge mennesker og lærere.

Og så sendte jeg ansøgninger ud til akademierne igen og fik brev…..

Vi vil gerne se dig til samtale!

Skrev de fra det Jyske Kunstakademi.

Begejstret og nervøs tog jeg til Århus og skulle fortælle om min kunst.

Jeg husker samtalen som set fra en flue på væggen.

Jeg ser mig selv udefra og panelet af professorer på den anden side.

Indeni prøver jeg at finde de rigtige ord. Lyde som en “rigtig kunstner”. Fortælle om de værker jeg har lavet på højskolen. Værker som er meget konceptuelle men som jeg ikke mærker særlig dybt.

Jo de ligner moderne kunst.

Men hvor er jeg? Jeg føler mig tom.

Hjemme igen går jeg og venter brev.

Venter på dommen.

Er jeg inde eller ude?

Det er mit 5 år med ansøgninger og første gang jeg er til samtale.

Det er bare nu det skal være!

Så får jeg brev….

Du er NÆSTEN kommet ind!

Dvs jeg var kommet på en venteliste.

Det betød at de havde set mig egnet, men jeg havde ikke fået direkte plads. Kun hvis en af de optagne sagde nej til deres plads, så ville jeg komme ind……

Det var en meget mærkelig oplevelse.

På den ene side var jeg stolt over at være erklæret egnet, på den anden side….

Der kom ikke flere breve.

Så der stod jeg.

Jeg var træt af at blive ved med at søge ind på akademierne og vride mig selv for at sige de rigtige ord og lave de rigtige værker.

Jeg ville bare gerne være kunstner….så jeg kunne få friheden til at være mig og bare skabe.

Jeg boede i København, midt i den store kultur, og følte mig meget tom og uinspireret.

Jeg havde fået en ny kæreste som jeg så i weekenderne, og et job med søde kolleger.

Men jeg følte mig virkelig alene.

Så blev jeg gravid!

Og det hele blev vendt på hovedet.

Skulle jeg blive i KBH og prøve at forfølge kunstnerdrømmen?

Eller skulle jeg flytte ned til min kæreste på Falster og stifte familie?

Alt var oppe og vende i de 14 dage jeg havde til at beslutte mig.

Jeg valgte barnet.

Jeg valgte familien.

Jeg valgte kærligheden.

Og jeg anede ikke ALT det jeg også valgte til, lige der.

Jeg anede ikke at jeg ville finde tilbage til naturen og at jeg ville finde det guddommelige og jeg ville skabe mig en virksomhed som netop handler om at frigøre sig selv og sin kreativitet.

At jeg ville finde min tribe.

At jeg ville lande så dybt i mig.

Det som jeg troede var et farvel til kunsten, blev et velkommen til kilden, fra hvor alt levende vokser, også kreativiteten.?

Jeg har nu skabt mig et liv med friheden til at være mig og skabe det som jeg tror på. Det der føles dybt og sandt.

I Kærlighedens Tempel dedikere vi en hel måned til at lære vores hals chakra dybt at kende og finde vores naturlige måder at udtrykke vores sandhed på.

Årsrejsen begynder 2.juni 2020

Kh Susanne

#regnbuespejlet

#kærlighedenstempel


JEG FORSVANDT OVER I ANDRE

Som en skygge af min konfliktskyhed, søgte jeg anerkendelse hos andre.

Jeg søgte at se mig selv gennem andres øjne. Så hvis de kunne lide mig så kunne jeg også lide mig. 

Det blev særligt udtalt i et tidligere forhold. Jeg var så fascineret af manden og hans passionerede ild til de ting han kastede sig over. Filosofi, skriveri, selvforsøgerlivet, teater…(og vores forhold….i starten)

Jeg så op til ham og jeg glemte at mærke mig selv.

Min spirituelle sjæl var begyndt at røre på sig og min kæreste var ateist og kritiker. Han stillede spørgsmålstegn ved alt.

Jeg lukkede mig selv ned og fandt en ventil gennem mine tegninger.

Her kunne jeg komme ud med det, som jeg ellers ikke kunne sige.

Forholdet varede 7 år og da jeg endelig slap det, åbnede jeg for alt det der var mig. Jeg tog spiritualiteten ind og øvede mig i at bruge ordet Gud, uden at føle skam eller føle at jeg skulle begrunde eller forklarer.

Det var en lang rejse og tog mig mange år. Mødet med den nordiske shamanisme, hjalp mig hjem. Jeg mærkede at det som nogle kalder Gud er den livskraft jeg mærker i naturen og i mig selv, når jeg sidder i solen.

Naturen havde altid haft en særlig følelse af hjem, for mig. Især skoven.

Jeg følte mig elsket her. Jeg følte mig set.

Ikke fordi jeg udrettede noget, men blot fordi jeg var. Et barn af jorden.

Min forbindelse til jorden har vokset sig stærkere lige siden. Og den holder mig centreret i mig. Den gør mig groundet og stærk og modig.

Jeg kan stadig forsvinde over i andre, for en stund, mest via sociale medier, hvor jeg kan forelske mig I hvordan andre lever deres liv og ende med at føle mig utilstrækkelig.

Men så ved jeg hvad medicinen er.

Jeg slukke og sætter mig ud i haven eller går en tur. Og der er den guddommelige kærlighed overalt.

Og jeg husker at det er det jeg er lavet af.

Guddommelig kærlighed.

Det er det vi alle er lavet af.

Og det fylder mig med taknemmelighed.

Der er ikke noget vi skal gøre eller være for at blive elsket af det Guddommelige. Af Moder Jord.

Vi er børn af dem. Og elskelige i al vores menneskelighed.

I Kærlighedens Tempel dedikere vi en hel måned til at lærer vores hjertes verden at kende.

Årsrejsen begynder 2.juni 2020.

Kh Susanne

#regnbueporten